Skattejagten for børn

Vejrguderne var endnu en gang i gunstigt humør. Omkring et halvt hundrede børn og voksne mødtes i dejligt solskin og moderat vindhastighed ved Vesterhavshytten, hvor der blev udleveret godteposer – med chips, juice mm. – og budt velkommen af Lone.
Derfra gik vi til første post ved signalmasten, hvor vi fandt 3 bogstaver og fik fortalt, hvordan balloner hejst op i masten blev brugt til at advisere fiskerne på havet om vejrforholdene: Bliv bare derude – Kom snarest hjem – Kom hjem nu!
Videre til høfde 90, hvor der også skulle samles tre bogstaver og samles 4-5 ting fra stranden.
Herfra gik turen mod nord til Udkigsmanden, som blev beklædt med tørklæde mm., så han ikke ville fryse for meget til vinter. Flere bogstaver.
Ned til Madpakkehuset, hvor der blev åbnet for godteposerne. Der var linet op med en masse herlige kreating (farvestålende piberensere, øjne, glimmer, tusher, farveblyanter, lim o.m.a.). Kunstværkerne blev samlet og transporteret ned til Vesterhavshytten, hvor de kunne afhentes – eller blive udstillet.
Efter en times kreative udgydelser gik vi videre ud på Agger Tange for at kigge på kvæget, som leverer kødet til burgerne i Vesterhavshytten. De holdt sig dog i sikker afstand – måske af frygt for at ende som burgermad.
Så tilbage til ISHUSET, som en af børnene sagde, hvor der var økologisk-gulerods-fløjtefremstilling. Peter havde øvet sig hele dagen, og kunne nu fremstille fløjter nok til et helt Agger Symfoniorkester. Vi andre skulle nok have øvet os lidt mere for at få et fløjt.
Efter at det sidste T var fundet, blev kodeordet VESTERHAVSHYTTEN dannet, og så var der is til alle børnene.
Jeg spurgte mine børnebørn, om det havde været en god skattejagt: “JAH!”.
“Hvad var det bedste?”
“Det var isen – nej, det var faktisk fløjten.”
Og mit eneste håb er, at fløjterne enten bliver spist eller rådner inden for kort tid – mine ører protesterer, når ungerne øver sig.

Tusind tak for en dejlig skattejagt til alle fra Vesterhavshytten inkl. de søde hjælpere.

Se billeder på Vesterhavshyttens side.